SLOVENIEN: Sydøsteuropas undervurderede rejseperle
Af Dana Sophie Nielsen:
Når toget fører dig gennem frodige alpekløfter, langs blågrønne livlige floder og sætter dig af i et byliv, der mest af alt minder om familieferierne som barn i Italien, så fanger man sig selv i at tænke; Hvorfor har jeg aldrig overvejet at besøge Slovenien før?
Jeg ved ikke med dig, men før jeg denne sommer drog på Interrail med to veninder, havde dette lille og tidligere Jugoslaviske land, endnu ikke sneget sin ind på min bucketlist, men hvorfor egentlig ikke?
Beliggende syd for Østrig, nord for Kroatien og mellem Ungarn og Italien, er Slovenien en smuk smeltepotte af alt det bedste fra nabolandene. Du finder Østrigs vilde alpelandskab, Italiens imødekommenhed og stemning, mens de Østeuropæiske glimt, der skiller Slovenien ud fra resten, lurer rundt om hvert et gadehjørne.
Med kun 2 mio. mennesker og et areal på 20273km2 (cirka halvt så stor som Danmark), har slovenerne valgt det bedste fra nærområdet at bygge deres kultur op om efter at blive selvstændige i 1991 – og derfor er der også lidt til hver en smag, om så du går efter historien, maden eller aktiviteterne.
Som de fleste byer med en flod- eller havnefront, placeres alle de gængse restauranter også her i hovedstaden Ljubljana, hvor de fleste familier går rundt mellem gelato-boderne. På trods af at du nok ikke møder de største slovenske kulinariske oplevelser langs flodbredden, er der massevis af stemning, der især leder tankerne hen på en italiensk familieferie. Modsat maden du ville spise på den slags ferie, har det slovenske køkken primært rødder i det østeuropæiske, og du kan forvente retter meget a la det du finder i Tjekkiet og Ungarn, men også strejf af det Østrigske, med meget vægt på kartofler, suppe og kød. Spørg receptionen på dit hotel/hostel efter deres foretrukne restaurant med lokal mad og glem ikke at prøve en Lasko-øl, der er (måske lidt for) dejlig nem at drikke på en varm sommeraften:)
Ljubljana
Generelt er Ljubljana en hyggelig og relativt lille by, der kan ses på kort tid, men som vil huskes længe. Slovenien har noget for alle gruppe og det afspejles også i hovedstaden. Udover familiestemningen er her også unge studerende, så der blomstrer hermed også moderne bagerier (jeg kan anbefale bageriet Brot) og trendy vintagebutikker frem, samtidig med at du kan finde massevis af sjov wallart og grafittikunst i gadebilledet. I modsætning til den store festby Budapest (som vi valgte at kalde Ljubljanas vilde ungkarle storebror), er det dog ikke nattelivet, der præger aftenerne så meget her. Der er større fokus på et par hyggelige barer og alligevel er der massevis af liv i gaden, når solen går ned, som f.eks. opleves i form af livemusik og dansegulv med salsa på den ene plads, mens der står en dj og hygger sig ved den anden. Der er gjort noget ud af belysningen overalt i byen og du møder dans og aktiviteter tæt på hvert et gadehjørne i centrum. Hele sommeren virker der til at være tætpakket kalender med massevis af events – f.eks. har der i år været volleyballturnering nede på floden!
Én ting, vi til gengæld studsede over, var hvor stor reklame for stripklubber og ”shows” der var i byen, der helt klart gav en større følelse af Østeuropa, så snart du kom et par hundrede meter væk fra det italienske-familie-stykke. Ja… her er skam noget for alle…
Lake Bled
Den primære grund til, at vi plottede Slovenien ind på vores interrailrute, var egentlig den krystalblå Lake Bled, der kendes på sin ø med et lille slot, og velfortjent er blevet lidt af et hotspot for interrailruter i Centraleuropa. Her kan man få et afslappende bræk væk fra Europas storbyer i det klare kølige vand, der virkelig er tiltrængt i sommerens hedebølger. For børnefamilierne er der campingpladser og en afmærket park med vandaktiviteter, mens der er hyggelige caféer og restauranter som de sportslige passere på deres løbetur omkring søen. Familier og par – unge som gamle – finder picnictæppet frem og der hoppes i vandet hele søbredden rundt. Kommer du en dag, hvor temperaturen er mere menneskelig end de 37 grader der var da vi var der, er der flere ture der kan vandres op til flotte udsigtsposter som vi blev anbefalet mange gange.
Min største anbefaling, når du besøger Ljubljana, er at se solnedgangen fra slottet, der troner over byen på en lille bjergtop. Det er absolut den flotteste solnedgang vi så på vores tur og en af de bedste, mest rolige, øjeblikke vi oplevede. Du kan tage en lift op, der stopper med at køre lige omkring dette tidspunkt, hvor du derefter kan gå ned ad bakken. Vi gik både turen op
og ned, da der ikke er meget mere end 500m, men dog utroligt stejlt, så husk noget at drikke, der også kan nydes på toppen. Det er også muligt at køre derop, hvis man er gangbesværet eller træt efter dagens strabadser. Men en ting er sikker: Gå ikke glip af solnedgangen fra slottet over Ljubljana!
Hvis ikke pointen er helt tydelig endnu, så har Slovenien virkelig noget for alle aldersgrupper og interesser, men den turisttype vi helt klart så flest af, var de eventyrlystne outdoors-familiemennesker. Ikke kun på stierne i Bled var den foretrukne beklædning løbesko og sportstøj, men selv i Ljubljana, fandtes der massevis af sportsbutikker og tilbud om diverse aktive ekskursioner. Så, er du klar på riverrafting, mountainbiking og måske i færd med at undersøge vinterferiens skidestination, så tag et kig på Slovenien, der skam også har flere skisportssteder ikke langt fra hovedstaden.
Tid til at pakke
Selvom Slovenien nok ikke er den sydlige destination de fleste tænker på først, så slog landet og hovedstaden virkelig benene væk under os og overraskede os utroligt positivt! Den smukke natur og mulighed for aktiv ferie er en kæmpe tiltrækningsfaktor, mens det er den hyggelige varme stemning, der sørger for du bliver.
Vi havde et par skønne dage og det er helt klart ikke sidste gang jeg sætter fod i Slovenien! Måske vi ses der en dag?
Bemærk venligst, at nogle af linkene ovenfor kan være betalte links, og uden yderligere omkostninger for dig. Nogle links optjener jeg en kommission, hvis du foretager et køb. Jeg anbefaler kun produkter og virksomheder, jeg selv bruger, og indtægten går til at holde denne side i gang.